Audio Visual

R.E.M.

[Jonas Kostending, en god ven af siden, har startet et fællesskab på Facebook med formålet at dele god musik og musikalske oplevelser. Jonas skriver gode og interessante musikhistorier, ofte med stor personlighed. Disse historier vil jeg gerne være med til sprede, så derfor finder nogle af dem nu vej til gagathemovies.com. Hvis man vil vide mere, så hedder gruppen Audio og kan findes her.]

I dag skal vi til 1992 (igen igen igen…!).

Vi skal have fat i albummet ”Automatic for the People” af ’alternative rock’ pionererne R.E.M.

R.E.M. blev dannet allerede i 1980 i Athens, Georgia af Michael Stipe (vokal), Peter Buck (guitar), Mike Mills (bas) og Bill Berry (trommer).

rem

”Automatic for the People” er R.E.M.’s ottende album, og blev, sammen med albummet ”Out of Time” fra året før, deres klart største succes’er. Med numre som ”Drive”, ”Man on the Moon”, ”The Sidewinder Sleeps Tonite”, ”Nightswimming” og ”Everybody Hurts” blev det et af 90ernes største og bedste albums, og er et mesterværk fra ende til anden indenfor genren.

Vi skal i denne Audio Visual Presentation høre den fremragende sang ”Everybody Hurts” – den fjerde single fra albummet. Selvom der på nummeret er anvendt en ’Univox’-trommemaskine, er det angiveligt hovedsageligt skrevet af trommeslager Bill Berry. I hvert fald var det ham, der præsenterede de øvrige bandmedlemmer for nummeret i en meget tidlig og ufærdig version, hvorefter de – som det var kutyme for R.E.M. – var fælles om den videre kreative proces. Strygerarrangementet er komponeret af ingen ringere end Led Zeppelin-bassisten John Paul Jones.

Videoen dertil er ligeledes ganske fantastisk. Den viser bandet og en masse andre mennesker strandet i en stor trafikprop i San Antonio, Texas. Personernes tanker gengives sammen med sangens tekst meget effektfuldt via undertekster. Den velproducerede video er instrueret af Jake Scott (søn af den anerkendte filminstruktør Ridley Scott – som vi jo kender fra bl.a. ”Alien”, ”Blade Runner”, ”Thelma & Louise” og ”Gladiator”).

I 2011 opløste de tre resterende bandmedlemmer R.E.M. (trommeslager Bill Berry forlod allerede gruppen i 1997). 15 albums og over 85 mio. solgte enheder blev det til, for bandet der har inspireret senere grupper som Nirvana, Pavement og LIVE – blandt mange andre. I 2007 blev de fortjent indlemmet i ”Rock and Roll Hall of Fame”.

Rams fan, movie buff, music aficionado, tv-holic, amateur gamer, bookworm and 6xfantasy-football champ... Owner/writer @ http://www.larams.dk

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.