2013,  Best Ofs,  Lists,  Top 10s

XIII: Worst Movies

Jeg var ikke stor fan af den første film om Percy Jackson, men Sea of Monsters får originalen til at fremstå som Lord of the Rings. Det er alle de værste elementer fra Hollywoods mange ligegyldige fantasy-film samlet i en film. Endimensionelle karakterer, elendigt skuespil, tamme actionscener fyldt med afskyelige computereffekter og en pinlig mangel på idéer. Jeg vil hellere se Sam Worthington’s Clash of the Titans igen end mere af denne serie og det siger en del.

Jeg elsker mange af Brian DePalmas tidligere film, engang var en mester i at skabe suspence, men Passion får ham til at ligne en talentløs filmstudent. Filmen er amatøragtig, skuespillet er krampagtigt, historien er spændingsløs, plottet er fyldt med huller og så er filmen, overraskende nok, særdeles grim at se på.

Stephanie Meyer er færdig med at ødelægge vampyr og varulve-historier i Twilight og nu føler hun sig tvunget til at trampe henover en anden genre. Andrew Niccols sci-fi kærlighedsfilm, The Host, taler så meget ned til sit publikum, at den skraber bunden af kommunikation. Hvis unge piger (og andre kvindelige filmseere) finder denne form for pladderromantik acceptabel, så er jeg bekymret for fremtiden.

At denne sequel/remake/reboot udkom samme år som Evil Dead, understreger blot hvor mislykket den egentlig er. Texas Chainsaw 3D er en gyserfilm som aldrig er uhyggelig eller skræmmende på noget tænkeligt plan, alle karaktererne er modbydelige ligegyldige personer som man føler intet for, effekterne er computergrafik af den værste og mindst overbevisende slags og så forsøger man desperat at gøre det interessant med en akavet brug af 3D (det virker selvfølgelig ikke).

Det er muligt, at de originale Three Stooges‘ humor virkede i sin tid, men taget direkte ind i vores tid, er tåkrummende pinligt. For flere år siden blev denne remake pitchet med Jim Carrey, Sean Penn og Benicio Del Toro i hovedrollerne og selv om filmen sikkert stadig ville være dårlig, så ville det i det mindste være interessant. Den nuværende version får Live fra Bremen til at ligne intelligent humor.

Aaron Seltzer og Jason Friedberg har lavet film som Date Movie, Epic Movie, Disaster Movie, Meet the Spartans og Vampires Suck, så man ved allerede inden man ser en af deres film, at midten af karakterskalaen er et sted som Seltzer og Friedberg kun kan drømme om. Indtil nu har alle deres film haft premiere i de amerikanske biografer, men The Starving Games markerer den første direkte-til-video og så kan man jo prøve at gætte på om det betyder at filmen er bedre eller dårligere end de andre.

I andre hænder, kunne Alex Cross sagtens have været en udmærket film, eksempelvis Idris Elba som Cross, Aiden Gillen som den psykopatiske morder og en talentfuld instruktør bag kameraet. Sådan som det er nu, er det et pinligt makværk af kedsomhed fyldt med utroværdige præstationer. I fremtiden, jo mindre jeg ser til Tyler Perry, jo gladere bliver jeg.

Christopher Gans’ filmatisering af Silent Hill var langt fra perfekt, men den er stadig blandt de absolut bedste oversættelser fra spil til film. Silent Hill: Revelations markerer sig i den modsatte retning, den er ikke blot på niveau med alle de andre spilfilmatiseringer, den nærmer sig sammenligning med Uwe Bolls mange elendige forsøg indenfor genren. Ingen stemning, ingen uhygge, ingen sammenhæng og en komplet mangel på en forståelse af hvordan film virker.

Hollywood gav Adam Sandler 100 millioner dollars igen, så derfor tog han selvfølgelig alle sine venner med på endnu en sommerferie og udgav resultatet i filmformat, ikke overraskende er den om noget endnu dårligere end den første tur. Filmen starter med en pruttende elg som pisser Sandler i hovedet og så er niveauet lagt, hvis man syntes det er sjovt, så håber jeg virkelig at vi aldrig mødes. Filmens to eneste grin er Wolf-Boy (Taylor Lauter) som college fratboy og Steve Buscemi i hip hop tøj, hvilket kun svarer til 2 minutter af filmen, men samtidig holder den væk fra førstepladsen.

Hugh Jackman med et par lodne kugler under hagen, Halle Berry med kæmpe siliconebryster, Naomi Watts og Liev Schreiber som forældre med hang til incest, Gerard Butler som leprechaun og Elizabeth Banks i kamp med en tegneseriekat, det er blot noget af det lort som en hel række af store skuespillere (og publikum) må vadde igennem i Movie 43. Intet af det er tilnærmelsesvis sjovt, derimod er det ubegribeligt elendigt og der er virkelig nogle folk som må skylde diverse producere penge, siden de har sagt ja til at medvirke i denne vederstyggelighed.

Creator of gagathemovies.dk , writer, lover & hater of movies, games and television...and by the way, this bio is broken!

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.