Farewell: Ryan Davis [1979-2013]
Det er selvfølgelig aldrig rart at miste folk, men nogle gange bliver man overrasket over hårdt man bliver ramt, når man bliver forladt. Mister man skuespillere, instruktører eller andre kendte mennesker, som da vi mistede James Gandolfini for nylig, rammer det ganske vist hårdt men det bliver aldrig personligt. Det er sørgeligt, når eksempelvis filmverden bliver frarøvet et elsket talent og man ved, at der aldrig bliver skabt nye oplevelser med den pågældende person, men det er stadig “blot” en berømthed. Mister man derimod familie eller venner, er det logisk nok et noget mere personligt og rystende tab. Familie og venner følger én gennem livet, deler skelsættende oplevelser, nærer følelsesmæssige bånd og når det bliver taget fra én, er det kun forståeligt at det rammer hårdere end tabet af en kendis nogensinde kunne eller sådan troede jeg det var, indtil i dag.
Jeg har aldrig mødt, snakket med eller på anden måde haft nogen form for kontakt med Giant Bomb co-founder, podcaster extraordinaire og all-round funny guy Ryan Davis, men det stoppede ikke nyheden om hans død i at tvinge mig følelsesmæssigt i knæ. Jeg lytter ikke, for ikke at tale om stoler ikke, på mange anmelderes meninger, men hvis personen først får mig overbevist så kan deres ord sælge næsten hvad som helst. Jeg har trofast fulgt Giant Bomb siden starten i 2008 og har i den tid modtaget et næsten uendeligt antal timers underholdende og informative podcasts, utallige timers fremragende videoshows samt tonsvis af andre fornøjeligheder og al den tid i godt selskab, har givet mig et billede af en mand med en fantastisk sans for humor, en befriende ærlig tilgang til alting og sand kærlighed for film/spil/medie af den dummeste og mest sindsyge slags. En mand efter mit eget hjerte og mens det bestemt er muligt at jeg ligger for meget i hvilke folk jeg følger, så vil mit liv ikke være det samme uden Ryan Davis’ lattermilde natur.
Rest in peace, Ryan Davis, you will be missed.
Her er blot et af de utallige sjove minder.