All Your Christmas… Day 12

Efter jeg forlod mothership Nintendo og søgte nye muligheder ude i den store konsol-verden, vendte jeg dog stadig tilbage en gang eller to. Jeg var jo nød til at smage på magien i Super Mario 64, mærke vinden i Star Fox 64 og grine af den fjollede humor i Banjo-Kazooie. Det eneste spil som fik længere spilletid, var dog Rare’s Bond shooter GoldenEye.

Hvis man tager de lyserøde nostalgi-briller af, så er GoldenEye ikke noget at råbe hurra for, men dengang var det en imponerende og forfriskende ting, en first person shooter som virkede på konsol. Efter man havde gennemført den spændende og hektiske historie, fandt man spillets gemte guld. En fantastisk underholdende multiplayer-del, noget som var helt uvant for sin tid, da internettet knap nok eksisterede og under alle omstændigheder ikke på spillemaskinerne. Idéen om at skyde sin venner i et spil, var noget som var forbeholdt dem der legede rundt med de store pc’ere. I GoldenEye var det intense skuddueller med skærmen delt ind i fire små billeder, hvilket måske ikke lyder fantastisk med datidens små fjernsyn, men det var nok for os og der blev brugt uendelige timer på lidt venskablig vold. Problemet var dog, at med skærmen delt ind i fire, så kunne man jo snyde og se hvor de andre spillere var og hvad de lavede. En genial løsning blev udtænkt, hvorved billederne blev afskærmet af et lagen og et par stykker pap. Derefter lå der to oven på sengen og to under, noget som med garanti har set ganske tåbeligt ud, men hvad gør det for man kunne ikke længere snyde og det var det vigtigste.