10 Things I Hate About You: The Three Musketeers (2011)
I anledning af The Three Musketeers’ dvd-premiere i næste uge, stødte jeg tilfældigt på mine notater fra dengang den kørte i biografen, jeg havde helt glemt, at jeg overhovedet skrev noget ned. Det er imidlertid også meget passende, da det absolut mest positive man kan sige om den film er, at den er helt igennem forglemmelig.
Manden bag mesterværker som Resident Evil: Afterlife, Mortal Kombat og Alien vs. Predator, Paul W.S. Anderson, byder endnu engang på et larmende, tåbeligt og fejlcastet makværk og kalder det en film. Denne gang er det Alexandre Dumas’ The Three Musketeers som bliver trukket igennem sølet, tilmed i 3D og resultatet er omkring lige så elendigt som man kunne forvente. Derfor har jeg skrevet 10 grunde til at jeg hader filmen, i håbet om at jeg kan advare folk inden at de kommer til at smide penge efter den.
1. Hvem har bedt om en Matrix-inspireret steampunk-version af The Three Musketeers med luftskibe og al den slags?
2. Hvis man vil lade sig “inspirere” af Zack Snyders speedramping teknik fra 300, ville det så ikke være rart hvis man kunne finde ud af det.
3. Jeg ved godt, at du er gift med Milla Jovovich (hurra for dig, Paul) men alle dine elendige film har gjort at jeg ikke længere kan lide hende…
4. Hvis det er meningen at al den homoerotiske og pangfarvede royalitet skulle være sjov, så har I lavet det forkert.
5. Hvis man ikke ønsker blod i sin film, så er det en dårlig idé at slås med skarpe ting så som sværd.
6. Jeg ved godt, at det er en ligegyldig actionfilm, men i Sherlock Holmes forsøgte de i det mindste at få deres tidsperiode og omgivelser til at se troværdige ud.
7. Der burde være en eller anden straf for at spilde både Christoph Waltz og Mads Mikkelsen.
8. Orlando Bloom er en irriterende skuespiller normalt, men når han overspiller, er han fuldstændig ulidelig.
9. Hvis en manuskriptforfatter skriver sætningen “can you say that in french?” på engelsk, så er han en idiot.
10. At Take Thats “When We Were Young” spiller over rulleteksterne, gør kun bræksmagen i munden endnu værre.
Det er ikke kun negativt, selv om det er meget tæt på. Skuespillerne har en håndfuld halvsjove øjeblikke som W.S. Anderson ikke kan tage æren for og i en anden film, kunne dette cast (uden Bloom) byde på god underholdning, men det kræver at W.S. Anderson holder sig langt væk.
Instruktør: Paul WS Anderson Forfatter: Alex Litvak, Andrew Davies Medvirkende: Matthew Macfadyen, Milla Jovovich, Luke Evans, Ray Stevenson, Til Schweiger, Orlando Bloom, Logan Lerman, Dexter Fletcher, Mads Mikkelsen, Christoph Waltz og Juno Temple Udgivelsesår: 2011 Land: USA Spilletid: 110 min