MMXi: Best Genre Film

Runners-Up: Hobo with a Shotgun, Rubber, Super og Rare Exports

Best Genre Film er en kategori som kommer og går, år for år. Det virker som om at jeg ikke rigtig kan slippe af med den, men jeg kan egentlig også godt lide den og jeg syntes den er nødvendig. Kategorien er dog ikke nødvendigvis hvad folk tror, når de hører titlen og derfor syntes jeg at det er vigtigt, at forklare hvad den betyder for mig. Nomineringerne gives til en film som enten bryder de traditionelle konventioner af en genre eller er lavet med perfekt præcision indenfor normerne af en given genre, altså de to yderpunkter. De nominerede i år fordeler sig med to i hver grøft og en som simpelthen ikke kan genre-bestemmes.

Jason Eisners Hobo with a Shotgun følger i strømmen af den slags tribute film, der blev populære efter Robert Rodriguez/Quentin Tarantinos Grindhouse og den var da også en af de falske trailers som fulgte med den film. Det der adskiller den fra alle de andre er, at den rammer sit mål klokkerent. Efter min mening er det den film der bedst formår at imitere 70’ernes beskidte exploitation og nogle af de film som blev banned i starten af 80’erne. Desuden er det blæret at se Rutger Hauer som en gnaven gammel hjemløs, der ser rødt og går amok. James Gunns Super tager superheltegenren og vender den på hovedet med en meget dyster humor og sygeligt brutal vold. Denne superhelt, spillet af Rainn Wilson, har ikke nogen superkræfter, han er bare psykopat.

Den finske Rare Exports leger med ens forventninger om en varm og hyggelig film til juletid. Julemanden er ikke en rar mand og han kommer bestemt ikke med gaver, i stedet er han et sagnomspundet monster som æder de uartige børn. Filmen var både speciel og sjov. Quentin Dupieuxs Rubber er en film som er umulig at sætte i en bås. Det er lige dele en thriller om et bildæk som bruger sine telekinetiske kræfter til at slå folk ihjel og en meta-kommentar om tilskuernes involvering i filmmediet. Det er fuldstændigt sindssygt og mange vil hade filmen, men jeg elskede den.

Missionen at lave en samurai-film i gammeldags stil, inspireret af Akira Kurosawa, er dumdristig i sig selv: Man garanterer næsten at man får alle Kurosawas fans på nakken. Hvis missionen, i mod alle odds, skulle lykkes, er det i sandhed et mirakel og det er nødagtig det man føler man er vidne til når man ser Takeshi Miikes 13 Assassins. Manden har lavet flere end 50 film, men efter min mening er dette hans mesterværk.