#youaredoingitwrong by Animating
Her på siden har jeg, op til flere gange, rost de mange animationsstudier for konstant at blive bedre og til tider endda, fortjene at stå side om side med Pixar. Men så kan jeg også bare lære at lade være med at se positivt på ting, fordi lige så snart at jeg siger nogle pæne ord om Hollywood, så gør de alt hvad de kan for at bevise, at alt står lige så slemt til, som det altid har gjort. Sidste års dårligste film her på siden, Alpha & Omega, var desværre ikke noget enkeltstående tilfælde.
Første film på blokken, er Blue Skys Rio med stemmer fra store stjerner som Jesse Eisenberg, Anne Hathaway, Jamie Foxx og Leslie Mann. Blue Sky er mest kendt for at være studiet bag Ice Age-filmene. Man burde måske allerede have fået bange anelser, da filmen delte markedsføring med mobilsensationen Angry Birds.
Ved første øjekast, vil de fleste måske se en helt igennem harmløs børnefilm med masser af talende dyr, pangfarver og let fordøjelig humor. Der er vel ikke noget galt i at producere 90 minutters intetsigende og sukkersødt candy floss til børnene? Jo, det vil jeg faktisk påstå at der er. Hvis man laver ubrugelige og fordummende tegnefilm, til fjernsynsskærmene på en tidlig lørdag morgen, så er jeg på en eller anden måde lidt ligeglad. Men hvis man smider masser af penge efter det og viser det på det store lærred, så forventer jeg bare mere. Pixar, Dreamworks og Studio Ghibli har vist at man sagtens kan lave intelligent og velskrevne film, som stadig appellerer til det mindre publikum.
Film nummer to, Hoodwinked Too! Hood vs. Evil, er en toer som ikke burde eksistere. Den første Hoodwinked fra 2005 var et billigt og amatøragtigt stykke makværk, der desperat forsøgte at kopiere idéen om at gøre grin med eventyr, efter Shreks massive succes. Desværre var alle jokes dødfødte og lettere idiotiske, men en ting havde den tilfælles med Shrek, de lider begge under horribelt design. I Hoodwinked var designet bare endnu værre udført, formentlig på grund af det meget mindre budget.
I Hoodwinked Too! er alle fejltrinene, fra den første, mangedoblet og filmen ligger sig allerede i spidsen af kampen om årets dårligste film 2011. Hvis man bruger en simpel, måske næsten dårligt animeret stil, i en gammeldags håndtegnet tegnefilm, så kan det nemt være udtrykningsfuldt og charmerende, eksempelvis som i Bill Plymptons film (I Married a Strange Person, Idiots & Angels), men i computeranimerede film bliver det nærmest ulideligt at se på. Dette var også tilfældet i sidste års dårligste film, Alpha & Omega. Noget af det kunne være reddet, hvis materialet bag havde været i orden, men ikke én eneste joke rammer målet og det bliver, som resultat, en af de mest tåkrummende oplevelser i meget lang tid. Tendensen ser også ud til at have ramt de danske animationsstudier, i det at de kommende danske film Ronal Barbaren og Jensen & Jensen ser ganske enkelt rædselsfulde ud.
Apropos dårligt design, så falder den tredje film bestemt også i den kategori. Robert Zemeckis har de sidste år ligget og rodet rundt i “The Uncanny Valley” med hans desperate forsøg på at få hans fancy motion caption teknologi til at virke. Efter The Polar Express, Beowulf og Christmas Carol, er det stadig et helt og aldeles mislykket forsøg og det ændre sig bestemt ikke med Mars Needs Moms. De menneskelige karakterer er, lige som i tidligere forsøg, livløse og akavede at se på, men denne gang er de overgået af rumvæsnernes design, som ganske enkelt er afskyeligt. Udover at være grim at se på, så er filmen også dræbende kedelig.
Filmen blev så stor en finansiel fiasko, at Disney valgte at trække stikket ud på den kommende remake af Beatles Yellow Submarine, som skulle have brugt den samme teknologi. Gud ske tak og lov og man kan kun håbe på at det også sætter en stopper for andre fremtidige projekter i samme stil.