Medal of Honor
Electronic Arts havde på forhånd så store forventninger til genfødselen af deres klassiske shooter-serie, Medal of Honor, at de satte to produktionshold til at lave spillet. Det er en underlig idé men ikke nødvendigvis en dårlig en, så længe at de to dele er gode. Det er i midlertid ikke tilfældet her. Singleplayer-delen, lavet af Danger Close Games, minder mest af alt om et fem år gammelt spil med middelmådig grafik, dårlig programmering og ligegyldigt gameplay.
Multiplayer-delen, lavet af Dice der stod bag det fantastiske Battlefield: Bad Company 2 tidligere på året, virker som en tvungen hybrid mellem Bad Company og Call of Duty: Modern Warfare og det fungerer simpelthen ikke. Det er ikke fordi Medal of Honor er et dårligt spil som sådan, det er mest middelmådigt og ligegyldigt, men når der findes spil af dens type som er så meget bedre, er det bare ikke godt nok.