-
So About All The Screaming
Efter gensynet med Scream-filmene er jeg faktisk en anelse skuffet og en del mere nervøs for en fjerde film. Den originale Scream holder stadig og er en rigtig god slasherfilm, men de to andre kunne jeg godt være foruden og skræmmende nok ser det ud til at Scream 4 følger trenden og propper selv plakaten med masser af nye karakterer. Jeg havde heller ikke regnet med, at den karakter som jeg samlet set bedst kunne lide i serien, var Randy som bliver spillet af Jamie Kennedy. Jeg er ikke den store Kennedy fan og han har heller ikke lavet noget af værdig siden, men i Scream-filmene fungerer han som historiens…
-
Review | Scream 3
Der gik tre år, før at Scream serien vendte tilbage, men denne gang var det uden manuskriptforfatter Kevin Williamson. Ehren Kruger overtager skrivemaskinen og det går bestemt ikke i den rigtige retning. Kruger har tidligere skrevet gode manuskripter som Arlington Rd. og den amerikanske The Ring, men han har også skrevet endelige ting så som Reindeer Games, Imposter, Blood and Chocolate og ikke mindst de sidste to Transformers film. Det er ikke specielt sjovt, intelligent eller overraskende. Det sidste er måske ikke helt rigtigt, fordi første gang man ser filmen, så er morderens identitet faktisk overraskende. Men det er til gengæld også snyd, fordi det er ingen kunst at lave…
-
Review | Scream 2
Allerede et år efter, gik turen tilbage til Woodsboro. Tilbage i ‘97 elskede jeg denne efterfølger, men efter gensynet er følelsen vendt til noget der minder mere om had. Filmen er dårligt startet før den første fod er sat forkert og sådan forsætter det resten af vejen. Filmen har en introsekvens, hvor der lige som i etteren, bliver slået nogle kendte skuespillere ihjel. Denne gang er det Jada Pinkett og Omar Epps der står for skud, men der er ingen intelligens eller humor at finde her. Scenen foregår til en helt igennem psykopatisk biografforestilling, hvor folk går fuldstændig amok og så spiller Jada Pinkett en irriterende sterotyp sort kvinde, der…
-
Review | TRON: Legacy
Nostalgi er en farlig ting. Den originale TRON fra 1982 havde en rimelig markant plads i mine minder fra min barndom. Jeg huskede den som en underholdende science fiction film med fantastisk flotte effekter. Efter at have genset den for nylig, her knap 30 år efter udgivelsen, er dette dog ikke længere tilfældet. Filmen er meget langsom og faktisk ganske kedelig, det tager eksempelvis en god halv time inden man kommer ind i computerverdenen, noget som jeg huskede som stort set hele filmen. Når man så endelig kommer ind i computerverdenen, var effekter langt fra så gode som min hukommelse havde fået mig til at tro. Selv med sin alder…
-
Halo: Reach
En af de absolut største spilfranchises når med Halo: Reach det afsluttende kapitel i en lang historie. Bungies afsluttende kapitel under alle omstændigheder, Microsoft skal nok fortsætte langt ud i fremtiden. Personligt er jeg mere en Battlefield spiller da gameplay, stil og styring passer bedre til mig, men jeg må anerkende at Bungie slutter deres Halo-serie af på spektakulær vis. En god og velfortalt singleplayer-historie kombineres med finpudset version af Firefight co-op og deres sædvanlige robuste multiplayer med et hav af instillingsmuligheder, alt sammen vist i en forbedret grafikmotor der er flottere end nogensinde. Et fremragende spil og en perfekt måde at give tøjlerne videre på.
-
NoH2010: Part Two
På andendagen af den store horror-films oprydning, begiver jeg mig tilbage blandt de grimme monstre som John Gulager skabte i 2005. Den originale Feast var et produkt af den interessante men dødfødte reality tv-serie, Project Greenlight, der blev startet af Ben Affleck, Matt Damon og Chris Moore i samarbejde med Miramax. Seriens grundidé var at man kunne få sit manuskript lavet til film, hvis man vandt. Det gjorde Gulager og fik penge til at producere Feast. Resultatet var en useriøs og blodig (dog ikke specielt god) b-film. På det tidspunkt, så det ud som at Gulager kunne være en instruktør med potentiale. Det er dog ikke den mand man ser…
