Review | XXX: The Return of Xander Cage

Det er en dum verden vi lever i, fyldt med dumme mennesker og en overflod af dumme beslutninger. Vi tilbringer en skræmmende mængde af vores tid på internettet som ligeledes er fyldt med dumme mennesker, der skriver dumme ting, bare se på de ord jeg allerede har skrevet…

Den generelle dumhed rækker vidt og har opslugt os alle, men det behøver nødvendigvis ikke at være en slem ting, Hollywood har på effektiv vis gjort det til en yderst succesfuld forretning. Indbyggerne i filmbyen har taget det dumme til sig, dog på vidt forskellige måder; Adam Sandler bruger det eksempelvis til at finansiere eksotiske ferier med vennerne, Michael Bay udnytter det råt for usødet fordi det på uforklarlig vis tjener alle pengene gang på gang og Brett Ratner har tilsyneladende ikke evnerne til at lave andet end dumt med dumt på.

Vin Diesel har nærmest skabt karriere på at gøre hver eneste film dummere end den sidste, noget som jeg har accepteret fuldt ud fordi filmene et godt stykke af vejen har været brandgod underholdning… indtil nu.

På det seneste er der begyndt at danne sig et billede af at Diesel måske ikke velvidende bruger det dumme som et middel mod den brede underholdning, men snarere som et røgslør for hans talenter. I den sidste håndfuld film virker det mere og mere som om Diesel desperat forsøger at overbevise publikum om at han er badass og det virker simpelthen bare ikke, mest af alt på grund af nogle overordentlige dumme valg.

Vin Diesel, som trods alt vandt den første Battle of the Actionstars her på siden tilbage i 2011, er bare ikke badass. Han er en forvokset klump modellervoks med en dyb stemme. Han er en tilforladelig masse at have i centrum af sin actionfilm, hvis alt det udenom virker… hvis det ikke virker, besidder han bare ikke tilstrækkelig charme, udstråling, karisma eller humor til at bære en film alene og sjældent har det været mere tydeligt end i hans sidste film.

The Last Witch Hunter var direkte elendig og mens XXX aldrig helt falder til det niveau, så er det lige før at den er mere pinlig. XXX er badet i den tungeste “Xtreme” 90’er attitude, noget som reelt allerede var outdated i den første film, så man kan selv prøve at gætte hvor fresh det føltes, her 15 år senere. Oneliners værre end Arnolds bundniveau, en scorekarl mere forceret end selv de sløveste Bond film og en selvfedme som kan sidestilles med en rigmandsknægt som har fået bygget sin egen skatepark, alene fordi det kun skal handle om ham.

Diversitet er et af de store samtaleemner for tiden og filmen forsøger desperat at ramme så mange grupper som muligt, hvilket selvfølgelig ville være helt fint, hvis det fungerede. Ingen af de forsøgte stærke kvinderoller er specielt interessante eller bidrager med noget af værdi. Det blandede racebillede er også tydeligt til pynt og for at appellere til et bredere internationalt publikum, i selve filmen kunne de i princippet være erstattet af tilfældige cardboard cutouts.

De få elementer som efterlod mig på et stadie man halvvejs kunne kalde underholdt var Donnie Yen, Tony Jaa og Toni Collette. Det er altid godt at se Donnie Yen, men han kan ses bedre i stort set alt andet han laver. Det er interessant at se Tony Jaa få plads til at være tættere på den galning han er i virkeligheden, men han er nærmest ikke med i filmen og selv om jeg kunne more mig lidt over Toni Collette’s besynderlige over/underspil, så fortjener denne film bare ikke en skuespiller af hendes kaliber. Det hele kunne måske være glemt, hvis der så bare var dømt dum underholdning, men alle actionscener er klippet til ukendelighed og søbet ind i unødvendige computereffekter.

XXX: The Return of Xander Cage føltes som en film som er lavet specifikt til den type af mennesker som Michael Bay’s Pain & Gain handler om og hvis du ikke ved hvad det betyder, så gør det ikke så meget, det er blot en dum afslutning på en dum anmeldelse af en dum film.

Instruktør: D.J. Caruso  Forfatter: F. Scott Frazier  Medvirkende: Vin Diesel, Donnie Yen, Samuel L. Jackson, Tony Jaa, Deepika Padukone, Ruby Rose, Rory McCann, Hermione Corfield, Ice Cube, Tony Gonzalez og Tony Collette  Udgivelsesår: 2017  Land: USA  Spilletid: 107 min