Review | The World’s End

Trilogier er blevet en fast del af filmindustrien, hvad enten der er brug for det eller ej, men der er vidt forskellige udgangspunkter for at starte sådanne serier. Ideelt er det fordi ens fortælling er større end hvad en enkelt film kan rumme (Lord of the Rings, Infernal Affairs, The Godfather) eller man bruger trilogien som en platform til at udvide ens narrative univers (Toy Story, den første Star Wars trilogi, den første …of the Dead trilogi), men ofte bliver trilogier brugt i den desperate jagt af penge (The Hobbit, The Matrix, den anden Star Wars trilogi, den anden …of the Dead trilogi) eller som et midlertidigt skridt på vejen til en længere franchise (Pirates of the Caribbean, Die Hard).

I nogle tilfælde bruges trilogien i ordets løseste forstand, hvor tre film overordnet set ikke har noget med hinanden at gøre, men bliver bundet sammen af eksempelvis et sted, en karakter i baggrunden eller et tema. Filmserier som Sergio Leone’s Dollars trilogi (Fistfull of Dollars, For a Few Dollars More, The Good The Bad & The Ugly), Kevin Smith’s Jersey trilogi (Mallrats, Clerks, Chasing Amy), Krzysztof Kieslowski‘s Trois Couleurs (Rouge, Bleu, Blanc) eller Chan-Wook Park‘s Vengeance trilogi (Sympathy for Mr. Vengeance, Oldboy, Lady Vengeance) har intet dramatisk til fælles, men føltes alligevel som en sammenhæng. Overordnet set er der det samme hold bag, men ellers har de tre film i Edgar Wright’s Three Flavours Cornetto trilogi ikke noget med hinanden at gøre. Filmene er løst, og mest for sjov, bundet sammen af det kendte is-mærke og de forskellige smagsvarianter bliver brugt som symbol på de enkelte films genre. Rød Cornetto er for den bloddryppende zombiegenre, blå Cornetto er for politistyrken (The Thin Blue Line of the Law) og den grønne Cornetto er for sci-fi genrens rumvæsner. Det har ikke den store betydning, men det er en sød og kærlig måde for fans at referere til en serie og hvis den tæller med som en trilogi, så kommer den med The World’s End godt op på listen over filmhistoriens bedste af slagsen.

En gruppe unge begynder en episk pubcrawl gennem den lille by, Lechtworth, New Haven, men ingen af dem når hele vejen igennem. Flere år senere er de fem venner blevet voksne, fået job, familie og vigtigst af alt flyttet væk fra Lechtworth. Alle undtagen Gary King (Simon Pegg) og den fejlslående druktur nager ham stadig. Gary samler de gamle venner, som modvilligt går med til at give den legendariske druktur en chance mere. Men da de går ned ad gaderne i barndomsbyen, virker det hele så underligt fremmede. Er de blevet gamle og ser ungdommen gennem rosenrøde briller eller er der noget andet på færde?

Henover årene har flere skuespillere slået sig sammen og lavet flere komedier i fællesskab, eksempelvis har “The Frat Pack” med blandt andre Owen Wilson, Vince Vaughn, Will Ferrell, Ben Stiller og Jack Black lavet mere end et dusin film sammen. James Franco, Danny McBride, Seth Rogen og Jonah Hill begynder at have mange fælles film under bæltestedet og Adam Sandler laver nærmest ikke film mere uden hans venner Kevin James, Chris Rock, David Spade og Steve Buscemi. Ingen af dem kommer dog ikke i nærheden af sammenarbejdet mellem Edgar Wright, Simon Pegg og Nick Frost. De har ganske vist kun lavet 3 film sammen, men deres fælles kemi, deres naturlige flow og deres sublime komiske timing slår de andre med flere længder.

Replikkerne flyver skarpt og hurtigt, humoren flyder som et underlæggende grundlag gennem al dialog, uden at være fastlåst eller begrænset af et vilkårligt krav om at det skal være deciderede jokes, det føltes naturligt og energisk. Jeg sad med et bredt permanent smil gennem det meste af filmen og brød flere gange ud i højlydt latter, hvilket sker så sjældent med komedier nu til dags, at jeg rent faktisk ikke kan huske den sidste film som havde den effekt. På en eller anden måde havde jeg nærmest forventet intet mindre fra Wright / Pegg / Frost.

En af de ting som jeg til gengæld ikke havde forventet, var filmens stort opsatte actionscener. Det er tydeligt at Edgar Wright har lært en masse af Scott Pilgrim vs. The World og den kommende Ant Man. Actionscenerne er detaljerede, opfindsomme og koreograferet i stil med de vildeste kung fu-film. Det er overraskende og kan måske også virke malplaceret, men jeg syntes at det virkede og var yderst underholdt. Filmen taber en smule momentum mod slutningen, da humoren må give plads så historien kan komme på plads. Det er et problem som rigtig mange komedier støder på og selv om det ikke er så markant i The World’s End, så er det der stadig, hvilket er lidt en skam.

The World’s End når aldrig op på samme høje niveau som Shaun of the Dead, men det er der også meget få film der formår. Jeg vil dog sidestille den med Hot Fuzz og det er bedre end langt de fleste komedier.

Instruktør: Edgar Wright  Forfatter: Edgar Wright, Simon Pegg  Medvirkende: Simon Pegg, Nick Frost, Martin Freeman, Paddy Considine, Eddie Marsan, Rosamund Pike, Michael Smiley, Pierce Brosnan og Bill Nighy  Udgivelsesår: 2013  Land: England  Spilletid: 109 min