All Setup, No Follow-through

Der er kommet ganske mange anmeldelser på siden i ugens forløb, jeg har dog set endnu flere gyserfilm end jeg har haft tid til at skrive om, men det prøver jeg at råde bod på nu.

Et godt setup betyder meget, hvis man har en interessant grundidé er man ofte nået et godt stykke i den rigtige retning. Mange horrorfilm (og ofte også science fiction film) har et solidt setup, men så ikke ret meget mere end det. De to genrer virker idelle til præsentationen af “what if?” historier og det er der gennem tiderne kommet nogle gode film ud af, men det er ikke altid at et setup kan bære en hel film.

No One Lives er instrueret af Ryûhei Kitamura (Versus, Midnight Meat Train, Alive, Sky High og Azumi) og har Luke Evans (Immortals, Furious 6, The Raven, The Three Musketeers) i hovedrollen. Jeg finder Kitamuras film interessante, fordi hans hjerne er et rent overflødighedshorn af sindssyge idéer, også selv om han ikke rigtig har det nødvendige talent til at visualisere dem på filmstrimlen. Luke Evans er, efter min mening, en af de mest interessante nye skuespilstalenter (i en sådan grad, at jeg faktisk ser frem til at se ham i genindspilningen af The Crow) og han er også effektiv som stjernepsykopatisk massemorder i No One Lives, problemet er bare at når han ikke er på skrærmen, så er filmen ikke specielt spændende. Evans samt Kitamuras vildskab og rendyrkede crazyness er værd at se filmen for og galskaben mod slutningen er lige ved at trække filmen over på den positive side, desværre kan det ikke redde det hele. [4]

The Purge er et perfekt eksempel på en film med et interessant “what if?” setup og som kører uigenkaldeligt af sporet, jo længere filmen spiller. Filmen leger med science fiction idéen om en verden uden mord, vold eller kriminalitet generelt. Det eneste det kræver er en årlig tilbagevendende dag, kaldet The Purge, hvor alt er lovligt og alle de voldelige tendenser får frit løb. Konceptet er useriøst, men det ligger op til tankevækkende samfundskritik eller satire, desværre bliver det ikke brugt til ret meget og filmen ender som en standart home-invasion thriller. Selv efter skuffelsen over filmens simple natur, så fungerer det faktisk meget godt i starten, lige indtil at det hele falder sammen mod slutningen. Hele tredje akt er himmelråbende idiotisk, karaktererne opfører sig dummere end normalt for gysergenren og al intelligent sammenhæng ryger ud af vinduet. [5]