Epic Hangovers

Kunsten at ramme en tone rent, er mindst lige så vigtigt i film som det er i musik. Hvis forsangen synger pivfalsk, er det praktisk talt umuligt for resten af bandet at redde sangen og det samme gør sig gældende for film. The Hangover Part III er en af de mest tonedøve film i meget lang tid.

Den originale Hangover var en forfriskende manisk, sjov og underholdende R-rated komedie. Den blev et overraskende stort hit, så selvfølgelig skulle historien fortsættes, selvom den egentlig var slut. The Hangover II var mere af det samme, bare iscenesat andetsteds og væsenligt mindre sjov. The Hangover Part III forsøger i det mindste noget nyt, men rammer så langt forbi målet, at man sætter spørgsmåltegn ved, om Todd Phillips er klar over hvad der fik originalen til at fungere.

Tonen går fra grov over spydig til ondsindet indenfor minutter og intet af det er sjovt. Det er humorforladt, smagløst og, som sagt, tonedøvt og ingen mængde John Goodman kan redde det. [3]

Stop mig, hvis du har hørt dette før. I… [stop]…okay, nu er du jo bare irriterende, lad mig dog lige sige et par ord først. I skoven findes der mange små væsner, heriblandt et helt folkefærd, der lever i et hemmeligt samfund under træernes blade, et samfund som vi mennesker kender intet til. De kæmper for deres overlevelse, ikke ulig menneskets egen historie, bare med flere store transportfugle og kæmpeinsekter. En dag ender en menneskepige midt i det hele og pludselig er hun en del af krigen for skovens overlevelse… ikke for noget, men så kunne du godt have stoppet mig på et tidpunkt blandt alle de ord, for historien i Epic er bogstavligt talt set utallige gange før og der gøres minimalt forsøg på at adskille den fra mængden. Filmen er ganske flot lavet, de talende snegle er ret sjove og det er da helt igennem tilforladelig underholdning, men det er også intetsigende, sjæleløst og dræbende kliché.

Epic er på ingen måde episk… okay, jeg holder op med at skrive ord, du skulle have stoppet mig for længst, så i teorien er det din egen skyld. [5]