Review | The Way, Way Back

Nogle skuespillere har gjort karriere af, at stjæle billedet i enhver scene de er med i, ligegyldigt hvor lille deres rolle er. Det giver ofte scenerne større værdi, nogle gange til en grad hvor scenerne er mere mindeværdige end resten af filmen. Skuespillere som Jeff Goldblum, John Goodman og Steve Buscemi gør det ofte. Begyndelsen af The Dark Knight ligger tydeligt i hukommelsen på grund af William Fichtners rolle som panikslagen bankmand og Premium Rush er værd at se, alene på grund af Michael Shannons kugleskøre præstation. I The Way, Way Back stjæler Sam Rockwell showet fra første sekund han træder ind i billedet. Han er umanerligt sjov og charmerende i rollen som vandland-bestyreren Owen, den skøre onkel som man ønskede man havde. Scenestjælende skuespillere kan både være en fordel og ulempe for en film. Det kan bedrage til helheden, men kan også tage fokus fra det som reelt er vigtigt. Jamie Foxx forsvinder næsten i Django Unchained på grund af de stærke præstationer omkring ham, men heldigvis er filmen og skuespillerne omkring Rockwell opgaven klar. The Way, Way Back er ikke Sam Rockwells film, men den er uendeligt bedre på grund af hans tilstedeværelse.

Den 14-årige Duncan har det svært ved at passe ind, han har ikke mange venner og udsigten til en sommerferie med hans mor, hendes arrogante kæreste og hans popsmarte datter, virker ikke specielt attraktiv. Forældrenes fulde venner, de overgearede omgivelser og ensomheden kunne tyde på en sommer tilbragt dybt i kulkælderen, men mødet med den frisindede Owen og nabopigen Susanna giver et lille håb i mørket. Owen tager Duncan under hans vinge og giver ham et job i det lokale vandland Water Whizz, samtidig giver den overraskende interesse fra Susanna, indikationen af at sommerferien måske ikke bliver helt så kedelig som Duncan havde forventet.

Det humoristiske coming-of-age indie-drama er lidt som drankerne på det lokale værtshus, der er mange af dem, de bliver lettere irriterende med tiden og de gentager ofte hinanden. The Way, Way Back skiller sig dog ud fra mængden, i det at den hovedsagligt rammer plet. Karaktererne virker troværdige, manuskriptet er godt skrevet, humoren sidder lige i skabet og skuespillerpræstationerne er generelt fremragende. Vi har alle en familie, vi har alle siddet i de pinlige situationer som følger med den slags og vi kender alle personer som gør en pinligt berørt bare at være i nærheden af. Det rammer The Way, Way Back på en præcis, kærlig og sjov måde.

Steve Carell er frustrerende nedladende, men det er samtidig tydeligt, at han ikke ved hvordan han skal gribe den pågældende situation an. Toni Collette er god i stort alt og det er hun også her, hun spiller moderrollen med en stor portion hjertevarme, mens hun desperat forsøger at balancere hendes liv med hvad der er bedst for hendes søn. Allison Janney er perfekt som det familiemedlem vi alle kender, altid lidt for fuld og kommer altid lidt for tæt på ens personlige rum. AnnaSophia Robb, som man måske husker fra Bridge to Terabithia, er sød og charmerende som nabopigen mens Rob Corddry, Maya Rudolph, Jim Rash og Nat Faxon lever god komisk backup fra sidelinjen. Nybegynderen Liam James er god i hovedrollen som den indelukkede Duncan, selv om hans personlighedsskift måske kommer en anelse hurtigt. Jeg vil dog stadig huske, og gense, The Way, Way Back på grund af Sam Rockwell, hans komiske timing er intet mindre end eminent og jeg elskede hvert eneste sekund af hans præstation.

På den amerikanske plakat bliver The Way, Way Back solgt med sætningen “From the studio that brought you Little Miss Sunshine”, mens den danske ligger vægt på de Oscar-vindende manuskriptforfattere bag The Descendants og mens ingen af de påstande er direkte løgn, så bærer den noget mere vægt end den anden. Idéen om at begge film kommer fra det samme studie er, selv om jeg godt kan forstå hvorfor den er der, ganske intetsigende. Filmstudier udgiver rimelig mange film og der er ikke nødvendigvis sammenhæng kvalitetsmæssigt, alene i år har 20th Century Fox leveret både Park Chan-Wook’s Stoker og The Internship, to film som ikke kunne være mere forskellige. Sandheden er, at The Way, Way Back ligger midt i mellem de to film, den bliver aldrig helt lige så dramatisk som The Descendants, men den bliver heller ikke lige så fri og fandenivoldsk som Little Miss Sunshine. Det er det bedste fra begge verdener, et gribende familiedrama med en god sans for humor og en komedie med dramatisk vægt.

The Way, Way Back er en god sommerfilm, en varm oplevelse i godt selskab. En film af den slags som man bliver glad af og en effektiv modgift mod alle de mørke og humørsyge film som fylder biografen for tiden, se den.

Instruktør: Nat Faxon, Jim Rash  Forfatter: Nat Faxon, Jim Rash  Medvirkende: Steve Carell, Toni Collette, Liam James, Sam Rockwell, AnnaSophia Robb, Allison Janney, Amanda Peet, Maya Rudolph, Rob Corddry, Jim Rash og Nat Faxon  Udgivelsesår: 2013  Land: USA  Spilletid: 103 min