Doomsday VHS

Jeg forsætter min søgen gennem nogle af de mange horror-antologier. Mest af alt, fordi jeg finder konceptet interessant og jeg stadig har troen på, at i de rette hænder kunne det være et spændende fortælleredskab, men også fordi at de kunne vel ikke være lige så dårlige som The ABCs of Death alle sammen. Den gode nyhed er, at de er faktisk ikke elendige alle sammen. Den dårlige nyhed er, at VHS bestemt ikke er blandt de heldige.

VHS ridder på en bølge af næsten rendyrket ros, specielt fra folk indenfor genren, men det eneste som filmen leverer er endnu et bevis på, at meningerne fra internettets mange horror fanboys betyder mindre end stort set alle andres. Deres næsten fuldstændige fokus på horror, en genre som ser et større antal af elendige film end nogen andre genre, ser ud til at udvande deres kvalitetsfornemmelse. Hvis man kun ser dårlige film, vil enhver forbedring virker som et mirakel. Det sammen er tilfældet, hvis man kun ser fremragende film, så vil nogle af de gode film med tiden virke dårligere, fordi man intet har at sammenligne med. Det hele handler om perspektiv og det burde jeg snart have lært, jeg har faldet i fælden et utal af gange, eksempelvis med All the Boys Love Mandy Lane og The Innkeepers. Jeg burde tage ved lære af mine fejl, men det gør jeg åbentlyst ikke, så jeg satte VHS i maskinen.

VHS lader Adam Wingard (You’re Next), Ti West (House of the Devil), Glenn McQuaid (I Sell the Dead) og David Bruckner (The Signal) samle en håndfuld tåbelige, amatøragtige og chokerende kedelige kortfilm. Det hele er iscenesat med de absolut værste af found footage genrens klichéer og dem er der mange af, masser af utydelige håndholdte optagelser af ingenting, talentløse mennesker som tror de er skuespillere og en total mangel på stemning. De bedste found footage film hæver sig over disse fejl, men VHS er ikke en af dem. Filmen har da lyspunkter hist og her, men det er ikke nok til holde ens interesse. [3]

Doomsday Book kommer som lidt af en redning for hele denne gennemsøgen af antologier. Jeg var allerede begyndt at give op, kvaliteten var simpelthen for lav, heldigvis kom kreativiteten til undsætning og selvfølgelig kom redningen fra Sydkorea.

Sammen tager Yim Pil-Sung og Kim Jee-Woon (The Good, The Bad, The Weird) en noget mere ambitiøs, tankevækkende og spændende vinkel på horor-antologien. Vi får historier om jordens undergang, en kædereaktion som ender i zombieinvasion og en ødelagt robot som opnår spirituel ro, alt sammen talentfuldt udført med humor, godt skuespil og kreativitet. Ja, på trods af at være generelt træt af zombier, formår de at tage en frisk vinkel og rent faktisk gøre emnet interessant igen. Filmen er lidt ujævn, hvilket er svært at undgå for antologier, men for en gangs skyld er hver historie værd at se. [7]