Games,  Guest Review

Nintendo WiiU

[Jeg har tidligere nævnt, at jeg som barn elskede mine Nintendo konsoller, men som tiden gik voksede vi langsomt fra hinanden. Jeg ønskede andre ting og Nintendos konkurrenter vandt hurtigt mit gamer-hjerte, men heldigvis er det ikke alle som har mistet deres kærlighed til Nintendo. Den nye WiiU er netop udkommet, så det føltes kun passende at overlade ordet til én som sætter pris på deres idéer og påfund. Dennis Rosenfeld er den ene halvdel af Danmarks bedste podcast om film, Dobbelt D’s Definitive DVD Podcast, men han kan sagtens sige ting om andet end film. Her er en stor potion af disse ord, så tag godt imod ham og lyt til hans podcast for flere kloge ord.]

Jeg har en indrømmelse som er på sin plads inden jeg kaster mig over anmeldelsen. Jeg er en Nintendo fanboy. Har været det siden jeg fik hænderne i min fætters NES controller og vi spillede Zelda sammen. (Min storebrors Donkey Kong bip-bip spil var så pokkers svært!) Siden da har jeg haft stort set alle konsoller og håndholdte som Nintendo har sendt på markedet i Danmark. Med det af vejen kan vi se på deres nyeste konsol som kommer et godt stykke tid før Sony og Microsoft kommer med deres næste konsol.

WiiU er Nintendos svar på den kritik som længe har plaget deres Wii konsol: Dårlig grafik og alt for børnevenlig. Det er uden tvivl ikke tilfældigt at størstedelen af launch titlerne er ”voksenspil” som ikke egner sig til børn. Nintendos force har altid været deres gameplay. Det er muligt at PS3 har leveret langt flottere grafik, men sætter jeg først min SNES eller Nintendo 64 til fjernsynet stikker det helt af. De kunne noget med spillene dengang. Jeg indrømmer blankt at min Wii har stået uberørt i lange perioder, men det er som sådan ikke hardwarens skyld, men udvalget af spil.

zombiu-wii-u-premium-pack-limited-edition

Da jeg pakker min nye WiiU ud er det første der slår mig at selv konsollen ligner den originale Wii lidt for meget. Det havde været en fordel hvis designet var helt anderledes. Så kommer controlleren ud af æsken. Eller det vil sige de to controllers. Den ene er en meget traditionel udseeende controller, den anden er den meget omtalte gamepad. En art tablet med knapper og styrepinde. Det er software afhængigt hvor stor en rolle den får lov at spille. Ud af æsken kommer konsollens første problemer som ikke gør den særlig familievenlig.

Internet setup er et helvede første gang. Den automatiske setup har problemer og derfor er man nødt til at følge en udførlig manuel setup som står på Nintendos forum. Ikke særlig praktisk. Næste problem er at maskinen skal have en firmware update som er gigantisk. I stedet for at lade maskinen komme med den rigtige firmware skal en kæmpefil hentes for at konsollen kommer til sin ret. Det er alt fra Miiverse til Netflix som bliver installeret med denne firmware. Den sluger en helt absurd mængde af den interne harddisk, hvilket er et problem hvis man gerne vil købe spil som downloads. En ekstern harddisk bliver hurtigt et krav.

wiiu-menu

Med disse to problemer af vejen kan man kaste sig over spillene. Jeg fik fat i limited edition pakken hvor ZombiU spillet medfølger. Her er tale om et perfekt spil til at demonstrere alle WiiUs forcer. Grafikken er smuk, og viser at Nintendo holder deres løfte om at de kan være med i toppen. Blodet sprøjter i ganske betydelige mængder så de lige får understreget hvor lidt børnevenlige de kan være. Mest interessant er dog gameplayet, som er fascinerende og frustrerende på samme tid. Hvis din karakter dør, får du en ny og må arbejde denne figur op i levels og samle våben sammen igen. Du starter dog ikke som sådan forfra, men er nået der til i spillet hvor du gemte sidst. Du kan endda skynde dig hen og skyde din tidligere karakter så du kan få alle de våben og items du havde. Save systemet minder om de gamle Resident Evil spil. Der er save spots, og hvis du ikke har gemt i noget tid er det bare ærgerligt! Jeg har aldrig brudt mig om dette, der går uforholdsmæssig meget tid med at lede efter de her savespots, hvis du skal ud af døren og bare gerne vil gemme.

zombiu

Så kommer gamepad’en og det er her originaliteten viser sig. Du skal bruge den til mange forskellige ting, og intet af det er bare en gimmick. Den virker som en scanner, som du holder op foran dig og ser ting i lokalet som ellers er skjulte. Du bevæger den rundt omkring dig og i realtime viser pad’ens skærm hvad der scannes. På dit fjernsyn går spillet ud i 3rd person så du kan se dig selv scanne. Det fungerer perfekt og er en original ide. Når du bevæger dig almindeligt kan du skifte våben hurtigt på touchskærmen og den viser også kort, og en slags radar scanner som afslører fjender. Et rigtig godt showcase spil.

Næste spil jeg smed i maskinen blev Assassin’s Creed III. Et spil som allerede er ude på stort set alle andre platformer. Grafikken i selve spillet holder standarden og er visse steder flottere end på de konkurrerende konsoller. Cutscenerne har af uvisse årsager artefakter af og til. Brugen af gamepad’en er her ikke specielt original, men bliver primært brugt til kort og våbenskift. Fornemmelsen af gameplayet er ikke forfærdeligt anderledes fra de andre udgaver. Grafikken i selve spillet kunne være en grund til at købe denne udgave, men hvis man har det i forvejen er det svært at retfærdiggøre et dobbeltkøb. Den mest blærede ting ved denne udgave er at du kan sende spillet over til gamepad’en og sætte dig andetsteds i dit hjem og spille på dens skærm. Kommer kæresten ind og vil se noget på fjernsynet? Kein problem, du sætter dine høretelefoner i gamepad’ens stik, og fortsætter dit spil på den. Skal du på lokum, men gider ikke afbryde spillet? Du tager bare pad’en med. Mulighederne er mange. Du kan endda slukke konsollen fra pad’en når du ikke gider mere.

assassins-creed-3

Batman: Arkham City ligger i bunken og venter på at blive spillet som det næste. Der er flere andre launch titler som har min interesse, men der er ingen tvivl om at Zelda spillet som skulle komme 2013 er hvad jeg afventer med størst spænding. Det er Nintendos chance for at lade konsollen brillere, og jeg håber virkelig at de ikke taber den på gulvet.

Er WiiU så en rigtig gamerkonsol eller endnu en børnemaskine? Mit første indtryk af konsollen er at den absolut kan fungere for rigtige gamere. Der er stort potentiale i gamepad’en og de nye gameplay muligheder som den tilbyder. Faktisk er det nu op til spiludviklerne at sprænge rammerne for konventionel tænkning og inddrage de muligheder som gamepad’en giver. Hardware mæssigt er der ingen tvivl om at Nintendo har leveret varen, og til en pris som de fleste kan være med på. Mulighederne for at købe spil i online butikken er også ganske gode, og jeg glæder mig til at spille gamle klassikere på den (på samme måde som at jeg spiller gamle Gameboy spil på min 3DS). Med WiiU har Nintendo skabt grobund for at genvinde noget af den respekt på vold og grafik fronten som de havde tabt. Gameplayet er ligeså fantastisk som det altid har været og det er her at Nintendo stadig er klasser foran de andre.

Motion Pictures. Literature. Music. The holy trinity of things good in life. Co-creator of Dobbelt D Podcast at www.dobbeltd.dk

Got Something to Say?

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.